Den Snedige Sømand / Sneaky Sailor - opskrift på sweater str. 1-6 år

2/27/2014

Den Snedige Sømand / Sneaky Sailor - opskrift på sweater str. 1-6 år


Kan du kun strikke ret og vrang? Ingen problemer – her får du en sømandstrøje serveret, som er strikket udelukkende med ret og vrang – perlestrikken gør det ud for de klassiske sømandsbobler; der er jo ingen grund til at gøre det sværere for sig selv end højst nødvendigt ;) Der er to forskellige mønstre; Den ene (den blå på billederne) har to rækker af mønstre over ærmer og for- og bagstykke. Den gule har en bred mønsterrække på for- og bagstykke, mens der blot er glatstrik på ærmerne.



Jeg er lidt småoprørsk anlagt, når det kommer til strikkeopskrifter. Det betyder, at jeg nærmest aldrig har fulgt en opskrift til punkt og prikke, men hele tiden selv har småjusteret, tilføjet, sløjfet og eksperimenteret undervejs. Det er der mange gange kommet noget rigtig godt ud af, og andre gange noget knap så heldigt. Men lige meget hvad har det i hvert fald lært mig allerede relativt kort tid efter, at jeg lærte at strikke, at designe mine egne ting fra bunden af. Det tror jeg i høj grad skyldes, at jeg har turdet lege med det. Og ja, nogle gange må man trevle det hele op og rive sig i håret, men det værste der kan ske ved det er, at det ikke bliver til noget – og den risiko er jeg villig til at løbe – for så vild er jeg nemlig! ;)



Den halvanarkistiske tilgang til opskrifter (det gælder for resten også mad) gør selvsagt også, at jeg har virkelig svært ved at skrive en opskrift ud, uden at tilføje et ”hvis du har lyst eller ikke har en bedre ide” efter hver sætning, jeg skriver. For det er i virkeligheden det, jeg mener – prøv da bare at give den gas med pindene, hvis du har fået en god ide. Særligt disse raglantrøjer, der strikkes oppefra og ned er geniale at eksperimentere med; man kan nemlig prøve dem på undervejs, og dermed selv tilpasse i størrelsen; der er intet til hinder for, at man stopper udtagningerne, hvis man vurderer at den passer, eller laver et par udtagninger mere, hvis den bliver lige stram nok; på den måde er det så taknemmeligt at strikke oppefra og ned. Man er selvfølgelig også mere end velkommen til at følge opskriften til punkt og prikke:)


 



 


Hvis du har spørgsmål så stil dem i kommentarfeltet, så andre også kan få gavn af svaret :)


Trøjerne er lavet med udgangspunkt i mine drenge; De er to smalle fyre, og det afspejles selvfølgelig i designet, at de ikke er verdens største. Tror dog at størrelserne passer meget godt til en gennemsnitlig unge :)


Strikkefasthed: 17x22. Jeg har strikket dem af Drops Alaska, hvis strikkefasthed er netop det på pind 5, men da jeg strikker meget løst, måtte jeg altså lige ned i en 4,5 for at det passede. Løbelængden er på Drops Alaska er 154 m pr. 100 g.

Pind: 3,5 og 4,5 – begge rundpinde (alternativt strømpepinde, hvis man er til den slags på ærmerne).

Om udtagninger: Der laves udtagninger én maske efter maskemarkør og én maske før en maskemarkør, med fire maskemarkører giver det i alt 8 udtagninger pr. omgang. Udtagningerne laves ved at slå om pinden og på næste omgang strikke drejet ret – dette gøres for at lukke det hul, der ellers ville komme.
Maskerne lige før og lige efter maskemarkøren strikkes altid ret (også selvom der strikkes perlestrik)




Str. 1-2 (3-4) 5-6 år

Der skal bruges 4 (5) 6 nøgler garn af Drops Alaska. Jeg køber altid et nøgle mere, for at være sikker på at have nok :)

Slå 64 (68) 72 masker op på rundpind 3,5, marker omgangens start med en maskemarkør og strik rundt i rib 2 ret 2 vrang i alt 3 (4) 5 cm. Sidste omgang rib placeres maskemarkører til udtagningerne; strik 22 (22) 24 sæt maskemarkør (forstykke), strik 10 (12) 12 sæt maskemarkør (ærme), strik 22 (22) 24 sæt maskemarkør (bagstykke), strik 10 (12) 12 sæt maskemarkør (ærme).

Skift nu til pind 4,5 – herefter strikkes rundt i glatstrik (ret hele vejen, da vi jo strikker rundt).

Strik først 4 omgange med udtagninger på alle omgange, du har nu i alt 96 (100) 104 masker på omgangen.

Herefter laves udtagninger på hver anden pind i alt 9 (11) 13 gange. Du har nu 168 (188) 208 masker på omgangen.

Samtidig med at du starter med udtagninger på hver anden: Du skal beslutte hvilket mønster du vil strikke; to smalle baner eller én bred bane.

Hvis du vil strikke to smalle baner strikker du over både forstykke, ærmer og bagstykke: 5 (6) 7 pinde perlestrik, 4 (5) 6 pinde glatstrik, 8 (10) 12 pinde perlestrik.

Hvis du vil strikke en bred bane strikker du kun over for- og bagstykke: 17 (21) 25 pinde perlestrik.

Perlestrik strikkes 1 ret, 1 vrang og på næste runde 1 vrang, 1 ret således at ret lægger sig over vrang og vrang over ret.

Strik nu en runde glatstrik med den sidste gang udtagninger.
På næste runde sættes ærmemaskerne på en snor og hviler, mens der strikkes rundt på for og bagstykke. Slå 4 masker op imellem for- og bagstykke, du har nu 104 (112) 124 på omgangen. Strik rundt i glat til den måler 26 (28) 30 cm fra ærmegabet.

Skift nu igen til pind 3,5 og strik rib i alt 3 (4) 5 cm – eller til den passer dit offer i længden :)

Nu er det ærmernes tur: Der strikkes rundt i glat på pind 4,5 og der slås fire masker op på ærmernes underside; der er nu i alt 40 (46) 50 masker på omgangen. Marker omgangens start midt på undersiden af ærmet med en maskemarkør. Der tages ind ved at strikke to masker sammen på hver side af maskemarkøren på hver 5. ( i alt 4 (5) 5 gange – der er nu 32 (36) 40 masker på omgangen. Strik til ærmet måler 16 (209 24 cm fra ærmegabet.

Skift til pind 3,5 og strik rib (2 ret 2 vrang) i alt 3 (4) 5 cm eller til det passer i længden. Du er nu færdig med alt det, der involverer strikkepindene. Hæft ender og sy hullerne i ærmegabet sammen. Vask og læg tl tørre - et voila! :) Find et uskyldigt offer og træk noget hjemmestrik på vedkommende




Bonusinfo:

Hvad er perlestrik?
Perlestrik er et mønster med ret og vrang over hinanden, så de danner ”perler”. Der strikkes ret over vrang og vrang over ret.

Hvorfor skal jeg strikke med et pindenummer mindre på kanterne?
For at få ribben til at være helt stram og trække sig ordentligt sammen – ellers bliver den for løs i forhold til resten.

Hvorfor skal jeg skylle trøjen op inden jeg bruger den?

Af flere årsager; den ene er ”kosmetisk”; det retter ujævnheder ud så strikker lægger sig flottere. Derudover kan der være rester fra farve og spindeolie i garnet, som også bør komme ud inden du tager den på. I netop disse trøjers tilfælde skyldes det også, at for at perlestrikket ligger sig fladt og ikke "blobber" ud, så skal de lige tvinges flade med lidt vand ;)

  

Etiketter: , ,

12 kommentarer:

Klokken 2/27/2014 , Blogger Camilla sagde ...

Taaak! Glæder mig til at lave en!

 
Klokken 2/28/2014 , Blogger Die HausFrau sagde ...

Hold nu op, hvor er de fede.... Jeg tror, at jeg skal tage tilløb, før jeg kaster mig ud i det. Jeg skal nok lige have luret præcist, hvordan det fungerer med maskemarkørerne... Men så tror jeg også, at jeg tør... Måske... :)

 
Klokken 2/28/2014 , Blogger Unknown sagde ...

Jeg har altid elsket sømandsstrik men aldrig turdet kaste mig ud i det selv. Det har bare virket lidt for kompliceret med de der "sømands-bobler". Men det er jo genialt med perlestrik i stedet! Det skal da helt sikkert prøves. Tak fordi du deler - det må have været et stort arbejde at lave sådan en strikkeopskrift - og så endda i flere størrelser. Hatten af for dét :-)
Vh Maria

 
Klokken 2/28/2014 , Blogger Thea Vaskavulla sagde ...

:)

 
Klokken 2/28/2014 , Blogger Thea Vaskavulla sagde ...

Ja det tager tid - men jeg synes jo det er sjovt :) kram

 
Klokken 2/28/2014 , Blogger Thea Vaskavulla sagde ...

Haha :) Maskemarkørerne kan være skal have et lille afsnit for sig selv hvor jeg uddyber :)

 
Klokken 2/28/2014 , Anonymous trikj sagde ...

Ej hvor har jeg glædet mig til den opskrift :) Mangler et nyt ny-begynder-projekt:)
Lige et enkelt spørgsmål - hvor meget garn/nøgler har du brugt?

 
Klokken 2/28/2014 , Anonymous Løkkeligheder sagde ...

Hvor er du sej. Den skal helt sikkert prøves din opskrift. Tak fordi, du deler :-)

 
Klokken 3/06/2014 , Blogger Guro sagde ...

Åå, så utrolig fine! Tror jeg må prøve meg på en slik til en av mine gutter:-) Takk for at du deler oppskrift!

 
Klokken 3/07/2014 , Blogger A + K = ♥ sagde ...

Lækkert tøj, men endnu lækre unger!

- Anne

 
Klokken 3/07/2014 , Blogger Maria Isia sagde ...

De fleste strikkeopskrifter er jo vejledende så man netop kan tilpasse dem til ens egen smag. Super god strikkeopskrift, sejt at du kan lave sådan ;-) god weekend

 
Klokken 3/29/2014 , Blogger Mariehønen Evigglad sagde ...

Ej hvor er de fine!! Kan du sige Noget om hvor mange nøgler du har brugt? :-) mange tak for en god opskrift! Med venlig hilsen Naja

 

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start